De fire dokumentariske fortælleformer

Indenfor dokumentargenren findes der fire forskellige fortælleformer: den autoritative dokumentar, den dramatiserede dokumentar, den observerende dokumentar og den poetisk-refleksive dokumentar. Ser du mange dokumentarfilm, kan kan du have en interesse i at kende lidt mere til de forskellige fortælleformer, og hvordan de præsenterer sig for dig som tilskuer.

Den autoritative dokumentar

Den autoritative dokumentar henvender sig direkte til modtageren med emner, som har almen interesse, og som er sagligt overbevisende. I denne type dokumentar fremlægger man en bestemt sag eller et motiv, man dokumenterer, argumenterer, skildrer årsager og sammenhænge, og formålet er at oplyse eller forklare modtageren noget. Den autoritative dokumentar betragtes som den klassiske dokumentar, og den anvendes særligt inden for nyhedsmedier som f.eks. DR, TV2, CNN eller History Channel. Et klassisk eksempel er ”Nanook of the North” fra 1922, som handler om eskimoernes liv i Canada. Fortællestilen i en autoritativ dokumentar er som regel, at fortælleren ikke er til stede på billederne, men i stedet taler med Voice Over eller kommenterer lydsporet.

Den dramatiserede dokumentar

Den dramatiserede dokumentar er en fortælleform, hvor fakta og fiktion blandes sammen, og man iscenesætter tingene for at gøre det mere levende for publikum. Et eksempel er dramadokumentarserien ”Historien om Danmark”, som blev sendt på DR1 i 10 afsnit. Skuespilleren Lars Mikkelsen er seriens fortæller, og de forskellige afsnit handler om forskellige historiske tidsperioder i Danmark fra stenalderen til nutiden. For at gøre Danmarkshistorien mere levende er der en vekslen imellem, at Lars Mikkelsen beretter om Danmarkshistorien (fakta), og så er der klippet fiktive scener ind, hvor man se skuespillere klædt ud som konger, bønder og andet godtfolk. På den måde får man illustreret Danmarkshistorien på en mere underholdende måde, end hvis det udelukkende var Lars Mikkelsen, som sad og fortalte om stenalderen eller enevælden. En undergenre inden for den dramatiserede dokumentar er mocumentary, som er en fiktiv historie, som man får til at ligne en dokumentar. Et verdensberømt eksempel er Orson Welles’ radiodrama The War of The Worlds fra 1938, som skabte panik blandt lytterne, fordi folk troede, at det var fakta.

Den observerende dokumentar

I den observerende dokumentar er instruktøren og kameraholdet ”fluen på væggen”. Her forholder instruktøren sig observerende til de ting, som sker, og lyd og billede optages samtidigt. Instruktøren blander sig meget lidt i, hvad der sker foran kameraet, og her fravælger man kommentarer og voice-over og undlader at forklare, men lader det i stedet være op til tilskueren at danne sin egen mening ud fra det, man ser. Ligesom den autoritative dokumentar tilstræbes det i den observerende dokumentar at være så objektiv som muligt. Som eksempler på denne fortælleform kan nævnes den Oscar-nominerede danske dokumentarfilm Olegs Krig , som handler om krigen i Ukraine set gennem et barns øjne.

Den poetisk-refleksive dokumentar

Den poetisk-refleksive dokumentar lægger vægt på form og æstetik, og man vil opleve, at denne fortælleform kan være fragmentarisk, impressionistisk, stemningsfuld og følelsesladet. I stedet for at lægge vægt på at skildre virkeligheden, så lægges der vægt på, hvordan man opfatter virkeligheden. Det kan være en dokumentar set igennem en bestemt persons øjne. Den refleksive dokumentar forholder sig refleksivt til dokumentarfilmens indhold og form, og dermed kan man som tilskuer f.eks. reflektere over dokumentarfilmens muligheder. Den refleksive dokumentarfilm forholder sig også ofte til politiske problemstillinger eller sætter spørgsmålstegn ved konventioner. Eksempler derpå er Michael Moores ”Fahrenheit 9/11” eller de dokumentarfilm, som blev lavet om feminisme i 70’erne og 80’erne.